Feriegæster skal styrke beredskabet på Anholt

Mange danske øer har allerede frivillige beredskaber, men afstanden til fastlandet kan betyde, at der går tid, før ekstra hjælp når frem. Derfor testes projektet Trygge Øer nu på Anholt, hvor turister og sommerhusgæster med faglige kompetencer inden for sundhed og sikkerhed kan hjælpe i kritiske situationer.
Om sommeren vokser Anholts befolkning fra 126 fastboende til omkring 3.500-4.500 personer. Det lokale beredskab har siden 2020 haft et Gæsteberedskab, hvor blandt andre læger, sygeplejersker og brandfolk kan melde sig som ekstra ressourcer.
Med Trygge Øer bliver indsatsen digitaliseret gennem en app, der skal gøre det muligt hurtigt at kontakte frivillige, hvis der opstår eksempelvis brand, ulykker eller akut sygdom. Projektet er et samarbejde mellem Beredskabsforbundet og TrygFonden og skal supplere det eksisterende beredskab – ikke erstatte det.
Testen foregår på Anholt i uge 29-31 i sommeren 2026, hvor en udvalgt gruppe skal afprøve appens funktioner og samarbejdet mellem lokale kræfter og de professionelle beredskaber. Initiativet gennemføres sammen med Præhospitalet i Region Midtjylland og Østjyllands Brandvæsen.
Når testen er afsluttet, bliver det senere muligt for flere interesserede at hente appen og tilmelde sig ordningen på andre danske øer.
Faktaboks: Trygge Øer
- Projekt: Digitalt ø-beredskab, der kan aktivere frivillige med relevante kompetencer.
- Teststed: Anholt.
- Testperiode: Uge 29-31 i sommeren 2026.
- Målgruppe: Personer med baggrund inden for sundhed, sikkerhed, beredskab eller førstehjælp, eksempelvis læger, sygeplejersker, paramedicinere, jordemødre, politibetjente og brandfolk.
- Formål: At give hurtigere hjælp ved alvorlige hændelser på øer, hvor assistance fra fastlandet kan være længere undervejs.
- Deltagelse: Frivillig og ulønnet.
- Bag projektet: Beredskabsforbundet og TrygFonden.
- Samarbejdspartnere: Præhospitalet i Region Midtjylland og Østjyllands Brandvæsen.






Accepter kun nødvendige cookies